DU ER HER: Uddannelse » Bacheloruddannelse

Uddannelse

Bacheloruddannelse

Bacheloruddannelsen i Jordbrug, fødevarer og miljø er en naturvidenskabelig uddannelse med fokus på produktion af fødevarer baseret på husdyr og planter, fødevarernes kvalitet og produktionens samspil med natur og miljø.

Vi bliver flere og flere på kloden. Derfor skal vi øge produktionen af fødevarer. Vi skal samtidig reducere belastningen af miljøet og anvende vedvarende bioenergi. Det stiller store udfordringer til fremtiden! Er jordbruget fremtidens leverandør af vedvarende energi, og hvordan sikrer vi fødevareforsyningen i både i- og ulande? Hvilken kvalitet skal fremtidens fødevarer have, og hvilke teknologier skal anvendes for at producere dem? Hvordan får vi en fødevareproduktion, som er bæredygtig i forhold til økonomi, miljø, klima og dyrevelfærd?

Er du interesseret i disse spørgsmål, og vil du være med til at præge fremtiden, så er en uddannelse inden for jordbrug, fødevarer og miljø noget for dig. På uddannelsen arbejder du med det, vi lever af - fødevarer, naturen, nye teknologier, dyr og mennesker. Du kommer til at arbejde både praktisk og teoretisk, i Danmark og - hvis du har lyst - i internationale sammenhænge.

Som studerende på Jordbrug, fødevarer og miljø får du redskaberne til at se sammenhængen mellem produktionen af fødevarer baseret på husdyr og planter, fødevarernes kvalitet og produktionens samspil med natur og miljø. Du opnår kompetencer til at løfte de udfordringer, fremtiden byder på, når vi skal sikre fødevarer til verdens befolkning.

Fleksibel bacheloruddannelse
Der er tale om en fleksibel bacheloruddannelse, hvor du skaber din egen profil igennem linje- og valgfag. I løbet af første halvdel af uddannelsen har du en række obligatoriske fag, som giver dig den nødvendige naturvidenskabelige grundviden inden for især biologi. I løbet af den sidste halvdel af uddannelsen skal du specialisere dig inden for en af fire linjer:

Fødevarekvalitet | Planteproduktion | Husdyrbiologi og - produktion | Jordbrug og miljø

Samtidig kan du kombinere med valgfag, som giver dig kompetencer og indsigt i områder, som matcher dine unikke karriereønsker.

Kompetenceprofil
Uddannelsens formål er:

  • at indføre den studerende i et eller flere fagområders videnskabelige discipliner, herunder fagområdets/fagområdernes teori og metode, så den studerende opnår en bred faglig viden og kunnen
  • give den studerende den faglige viden og de teoretiske og metodiske kvalifikationer, så den studerende bliver i stand til selvstændigt at identificere, formulere og løse komplekse problemstillinger inden for fagområdets/fagområdernes relevante bestanddele
  • give den studerende grundlag for udøvelse af erhvervsfunktioner og kvalificere til optagelse på en kandidatuddannelse

Uddannelsen vil således give dig en basal viden og forståelse vedrørende husdyr- og plantebaseret produktion af fødevarer og non-food produkter (fx bio-energi, potteplanter mm.) samt af produktionens samspil med natur og miljø. Du vil opnå kompetence til selvstændigt at identificere, analysere og løse problemstillinger i den jordbrugsbaserede produktion.

Et skridt frem mod en kandidatuddannelse
Med en bachelorgrad i Jordbrug, fødevarer og miljø kan du fortsætte på en af de fire kandidatuddannelser ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet. Det drejer sig om kandidatuddannelserne Agrobiologi , Molekylær ernæring og fødevareteknologi , Agro-Environmental Management samt Biosystemteknologi .

Der er brug for dig!
Du får et spændende job, hvis du tager en uddannelse fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet. Der er lav ledighed inden for vores område, og med en bachelor i Jordbrug, fødevarer og miljø står du godt rustet til at vælge mellem en bred vifte af stillinger i virksomheder og organisationer med tilknytning til fødevareproduktion og jordbrug, f. eks. inden for rådgivning eller undervisning. Få mere information om dine karriereveje .

Studiemiljø
Uddannelse handler ikke kun om at være til forelæsning. Som studerende på Jordbrug, fødevarer og miljø har du adgang til moderne og fleksible laboratorier og forskningsfaciliteter. Du får hands-on læring kombineret med forelæsninger og problem- og projektorienteret undervisning, hvor underviserne lægger vægt på koblingen mellem teori og praksis. Du får fast tilholdssted i et hyggeligt studiemiljø i Århus. Undervisningen indeholder også projektarbejde på de forskellige forskningscentre i Jylland, på Fyn og Sjælland samt ekskursioner til virksomheder, fødevaremyndigheder og organisationer i regionen.

Som studerende på en ung uddannelse kan du i høj grad være med til at præge din uddannelse og studiemiljøet. Du vil samtidig møde en stab af entusiastiske undervisere, der er førende inden for deres forskningsfelter. Læs mere om studiemiljøet på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet her .

Optagelsekrav
Der er en række krav, som skal være opfyldt for at kunne søge om optagelse på Jordbrug, fødevarer og miljø. Læs mere om kravene.

Studiestart
Der er introduktionsuge for nye studerende i uge 33 og studiestart i uge 34 i 2010. Du kan læse mere om din første tid på studiet her.

Yderligere oplysninger
Ønsker du at få tilsendt brochuremateriale, kan du tilmelde dig her eller se det elektronisk her.

Du er også velkommen til at kontakte os:

Studievejleder Lena Hinrichsen , telefon: 8942 9906

AC-fuldmægtig Rasmus Pedersen , telefon 8942 9901

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 08.06.2010