News
DU ER HER: Nyheder

Betydningsfuld post til DJF-forsker

Seniorforsker Kristen Sejrsen er valgt til præsident for international organisation

16.09.2007

Seniorforsker Kristen Sejrsen er valgt til præsident for international organisation

Kristen Sejrsen, seniorforsker ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, er ved det netop afholdte årsmøde i European Federation of Animal Science (EAAP) valgt til præsident for perioden 2008 til 2012.

EAAP blev oprettet i 1949 i Paris og anerkendt som international NGO af FAO i 1955. Danmark har været medlem fra starten. EAAP har medlemsorganisationer inden for husdyrforskning, husdyrbrug og rådgivning i 40 lande.

EAAPs formål er at fremme forholdene for husdyrproduktion og husdyrforskning i medlemslandene. Dette sker blandt andet ved afholdelse af en årlig forskningskongres samt et større antal seminarer og workshops.

EAAP er udgiver af et videnskabeligt tidsskrift og publicerer bøger og tekniske rapporter. EAAP har samarbejde med et stort antal søsterorganisationer verden rundt. I den forbindelse uddeler EAAP ”fellowships” til unge forskere og medvirker derved til udveksling af forskere mellem specielt Europa og Nordamerika. EAAP opretholder tæt kontakt med EU og deltager som partner i flere projekter. Sekretariatet er i Rom.


Nyheder
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 16.05.2012